Mit Madam Blå legekøkken

1
Den gamle vitrine på væggen i vores køkken … et køkken i køkkenet.

Først i 70`erne, dengang jeg var ung og nygift, var det blå køkkentøj i høj kurs. Mine veninder og jeg var på evig jagt, vi endevendte lofter, kældre, garager og udhuse, og ribbede familiens ældste for alt hvad de ejede.
Min mormor mistede meget, men hun var nu meget godt tilfreds, for nu kunne hun med god samvittighed erstatte de gamle ting med noget langt mere praktiske i plast.

Men samtidig med det jeg scorede fra de gamle i familien, fik jeg – ganske uventet – også lagt grunden til mit store Madam Blå legekøkken, og det kan jeg takke min svigermor for.

2
Den lille Tove, som siden blev min svigermor.


Hun havde bemærket min interesse for blåt køkkentøj, og en dag fortalte hun, at hun som barn havde haft et lille bitte spritapparat og lidt køkkenudstyr i dukketørrelse, stort set magen til det, jeg netop havde købt.
Sammen med sin mormor havde min svigermor bagt masser af bittesmå pandekager og æbleskiver på det lille spritapparat.
Hun havde elsket sine potter og pander lige så højt, som hun havde elsket sine rulleskøjter, og det siger ikke så lidt, for de rulleskøjter sad faktisk på hende hele den snefrie del af året.

Jeg var ved at gå til, da hun fortalte, at hun stadig havde de små køkkenting, og at jeg måtte få dem, hvis jeg ville, for hun gad ikke bage flere pandekager.
Vi fandt en stige, og fra øverste hylde, bagerst i spisestuens høje skab, hentede hun en gammel skotøjsæske frem.

 

3
Hvad den gamle skotøjsæsken gemte på … !


Jeg glemmer aldrig den dag, for i æsken lå den yndigste lille tekande, den kæreste lille vandkedel, en æbleskivepande, en stegepande, en tesi, et rivejern, en gryde med låg og et lille spritapparat. 

Jeg blev grænseløst lykkelig, da hun forærede mig det hele.

Dengang i 70`erne anede jeg ikke noget om gammelt legetøj, det kom derfor helt bag på mig, at det blå køkkentøj også eksisterede i denne størrelse.
Det var kærlighed ved første blik, og min svigermors lille samling fik de næste fire år hæderspladsen i vores nye lejlighed og senere endnu en hædersplads i det hus, vi flyttede til.
Og der stod det i mange år, uden jeg på noget tidspunkt gjorde mig forestilling om, at man kunne udvide samlingen.

Men en dag på loppemarkedet i KB-Hallen mødte jeg Ulla Louby, og det møde ændre mit liv.

 

4
Livet er og bliver én eneste stor opvask 🙂


Jeg anede stadig intet om gammelt legetøj, men var stærkt draget af det, og blev meget glad, da Ulla inviterede mig hjem for at se hendes store samling.

Hjemme hos Ulla blev jeg fuldstændig overvældet over, at der fandtes så mange vidunderlige ting. Hun havde de skønneste dukkehuse og dukkestuer, hylde efter hylde, men dejligst af alt var et køkken fyldt med blåemaljeret køkkentøj.
Jeg havde aldrig set noget så vidunderligt, jeg fik sorte pletter for øjnene og hjertestop, og besluttede på stedet, at sådan et køkken måtte jeg eje. Om jeg så skulle gå fra hus og hjem og klæde mig i sæk og aske, så MÅTTE jeg bare eje et tilsvarende køkken.
Jagten gik ind.

 

5
Nummer to kande på den øverste hylde er det eneste legetøj efter min mormor, født 1898. De musselmalede tallerkener, sovsekande og fad har tilhørt tante Ingeborg, født 1908.


Jeg besøgte et utal af loppemarkeder. Jeg har trasket kilometer efter
kilometer mellem alverdens rod og ragelse, men jeg fandt ikke ret meget af det, jeg søgte. Til sidst måtte jeg sande, at dette var ikke vejen frem.
Jeg besluttede at søge videre på auktioner, og da meget af det blå køkkentøj stammer fra tyske fabrikker, koncentrerede jeg først og fremmest min søgning om tysk eBay.

Og det gav pote. I løbet af ganske kort tid fik jeg sat økonomien overstyr, men også samlet det meste af det, jeg kendte fra diverse bøger om gamle legekøkkener – altsammen ting, man ikke kan lever foruden 🙂

 

6
Sæbe sand og soda, en af de mere pebrede fund fra tysk eBay.


Desværre manglede jeg selve køkkenet, men sådan et dukkede aldrig op, i hvert fald ikke et jeg var tilfreds med, og tiden gik.

Så en dag faldt Jan over en gammel køkkenvitrine, som lå kasseret ved et hus under renovering.
Han fik den med hjem, og jeg kunne straks se, at den kunne bruges til min samling. Jeg kunne ganske vist ikke indrette et rigtig køkken i den, men jeg kunne lave opstillinger, hvor jeg kunne placere mine ting, så de kunne ses på den rigtige måde.

 

8
Spisekammeret.

Jeg gik i gang med papir og blyant, og skitserede de skabe, borde og hylder, jeg kunne tænke mig, og så gik Jan i gang med projektet, mens jeg forkælede ham med ros og rødvin, og hjalp til hvor jeg kunne.
Og undervejs fik han flere gode ideer, han lavede et herligt spisekammer, to fine Dannebrogsvinduer samt faldstammer og vandrør, nøjagtig som man kender det fra gamle bylejligheder.
Til sidst blev hele molevitten malet køkkenblåt og hvidt, som i køkkener fra ”dengang”.

I mellemtiden havde jeg fundet en masse små porcelænsgreb, der var til samtlige køkkenlåger og skuffer. Jeg fandt også et gammelt flueskab, en af de få ting, som stadig manglede i mit køkken.
En “antik” dug med blåt broderi blev herefter syet om til gardiner, og blondekanten fra min mormors gamle lysedug blev klippet til, og sat fast hylden øverst i skabet.

 

9
Det musselmalede kaffestel med de bittesmå kopper.


Et lille musselmalet kaffestel kom til, kopperne er bare 2,50 cm høje, så hele stellet passede perfekt til de øvrige ting i vitrinen.
Til sidst blev skuffer og skabe fyldt op, det samme blev spisekammeret og det gamle flueskab.
Jeg var ved vejs ende.

Hvis man leder længe nok, kan man finde næsten alt. Jeg fandt meget af min samling på tyske auktioner, det har kostet en bondegård, men det har været det hele værd.
Min svigermor lagde grunden til projektet, hun er fra 1918, og fik sit lille spritapparat og de små køkkenredskaber omkring 1922. Men i skabet er der også flere små ting fra Tante Ingeborgs barndom og en enkelt fra min mormors.
Det meste inventar er fra 1910-1920, dog er komfuret fra årene omkring 1940.

 

005


Jeg elsker det køkken, og jeg elsker historien, minderne og fællesskabet bag projektet.
Når jeg er død, forlanger jeg, at min søn og svigerdatter hænger skabet op på hæderspladsen i deres hjem – hører I efter, I to?

Nej, de to hører ikke efter, måske skulle jeg ønske mig en datter til jul, en “legetøjstosse”, som vil gå med mig på loppemarked, og jævnligt give en hånd med i hus og have.

 

5 thoughts on “Mit Madam Blå legekøkken”

  1. Hej Dorthe

    Synes ikke, at jeg kunne finde din mailadresse nogen steder, så har skrevet en personlig besked til dig på facebook vedr. Junosengen i stedet 🙂

    Mvh Mia

  2. Hej Dorthe
    Elsker dit køkken. Jeg skriver fra min arbejdsplads, som er et dagcenter i Roskilde. I uge 38 afholdes der huskeuge og tænkte på, om du låner dit minikøkken ud til skue. Det kunne bidrage til mange snakke om gamle dage, da vores brugere var unge.

    Venlig hilsen Lena Nielsen

    1. Kære Lena

      Det glæder mig, at du kan lide mit køkken:-)

      Desværre kan jeg ikke tilbyde at låne det ud, for det første er det meget stort, og for det andet er det skruet fast på væggen.
      Mange tror, køkkenet har den gængse dukkehusstørrelse, (altså størrelse 1:12), men her er tale om et såkaldt “legekøkken” i en langt større udgave – en størrelse børnene rent faktisk kunne lave rigtig mad ved.

      Men ud over størrelsen,ville det også være et forsikringsspørgsmål, for køkkenet har kostet en mindre formue, og det har taget mere end tyve år at samle – jeg har været på hundrede vis af auktioner i ind og udland for at skaffe disse unikke ting.
      Arvestykker indgår også i samlingen, derfor er køkkenet uvurderlig for mig, og jeg ville ikke turde lade det stå uden opsyn på et fremmed sted.

      Jeg er ked af, at jeg ikke kan hjælpe dig, jeg ved jo, at disse ting kan bringe minder frem, jeg hører det fra både nær og fjern, mange har kopieret mine billeder, og brugt dem på forskellig vis, sidst på Erindringscenter Bornholm, som du måske har hørt om.

      Jeg ønsker dig held og lykke i uge 38, og håber, du kan finde frem til mange andre brugbare ting.

      Mange hilsner fra Dorthe

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *