MIN GAMLE SKOLESTUE

skolestuenDen gamle skolestue

For en del år siden, fik jeg denne gamle skolestue, hvor gammel den egentlig er, ved jeg ikke, jeg ved bare, at den i 1931 tilhørte en pige ved navn Aggi Nordstrand.

Og hvorfra ved jeg så det?
Jo, det ved jeg, fordi der i skolestuens bogskab lå det fineste lille kladdehæfte med Aggis fulde navn og adresse, samt årstallet 1931.

Aggis kladdehæfter.

Der lå faktisk mange små kladdehæfter i bogskabet, for i 1931 havde skolen mange elever, og alle skulle jo lære at læse og skrive, og skolens piger skulle yderligere undervises i sy- og strikning, deres strikketøj ligger da også stadig i de små grønne poser, som hænger på knagerækken ved siden af bogskabet.

Andre af de mange kladdehæfter, som lå i det store bogskab.
pigernes-haandarbejdsposer-og-strikketoej
Pigernes håndarbejdposer og strikketøj.

Her følger et par nærbilleder af skolestuens indretning, lærer Andersen og de mere eller mindre artige elever.
For i enhver skoleklasse finder man jo både artige og mindre artige elever, og herunder står skoles mest uvorne unge og skammer sig under billedet af Christian d.9 og dronning Louise, ”Med Gud for ære og ret” siger kongen, og den skamfulde dreng bøjer nakken under kongens strenge blik.

skolestuen-set-mod-det-store-bogskab
Skolestuen set mod det store bogskab.

 

skolestuen-set-mod-laerer-andersens-kateter
Skolestuen det mod lærer Andersens kateter.

Jeg fandt i sin tid billedet af Christian d.9, ”Europas svigerfar”, på et loppemarked i Forum, og jeg syntes, det passer perfekt på skolens væg, for her støtter man op om de gamle dyder – Gud, konge og fædreland er på skemaet, og vil man ikke høre, må man føle!

europas-svigerfar
Europas svigerfar.
prygl-med-pli
Opfør dig ordentligt, ellers …!

Men nu tilbage til Aggi, for jeg har ofte tænkt på, hvem hun mon var, og hvad der senere blev af hende.
Og en dag fik jeg den geniale idé at søge oplysning via Facebookgruppen ”Gamle København”, for Thingvalla Allé ligger jo på Amager og dermed inden for gruppens interesseområde, derfor kunne viden meget vel findes blandt gruppens medlemmer.
Som sagt så gjort, jeg eftersøgte Aggi fra Amager i ”Gamle København”, og der gik da også kun et splitsekund, så skrev et medlem:
Jeg kender hendes bror Knud, han er min gudfar”!
Og få minutter efter kom en slægtsforsker til, han havde allerede fundet frem til hendes forældre og de tre søskende, han gav mig navne og fødselsdato på hele familien.
Det viste sig, at faderen var grosserer i trikotage, han og moderen boede ikke sammen, men var dog gift, moderen var kun 17 år, da hun fødte sit første barn. Mange oplysninger strømmede ind, til sidst kom der endog et billede af en aldrende Aggi.

aggi-paa-sine-aeldre-dage
På billedet ses Aggi i rødt, i selskab med to ukendte herrer.

Og om Aggi kunne fortælles, at hun senere blev en del af ”Martinus Selskabet”, et åndeligt fællesskab, som jeg ikke kan gøre nærmere rede for, jeg ved bare, at det er herfra, hendes foto stammer.

Det blev en usædvanlig sjov og hyggelig tråd i ”Gamle København”, jeg har gemt den i sin fulde længde. Alle oplysninger og kommentarer ligger nu i skolestuens bogskab, for jeg tror, den næste ejer vil syntes, det er spændende læsning.

Men nu har denne lange smøre skærpet appetitten, lærer Andersen har ringet ud og fundet madkasse frem … uhm, hans kone har smurt ham en æggemad, vist også et stykke med ost og et med pølse, hun smører ALDRIG madder med kødrand, for hun kender hans følelser for kogt fars.

laerer-andersen-har-fundet-madkassen-frem
Lærer Andersen har fundet madkassen frem.

Måske kunne nogen forveksle denne skoles lærer med kollegaen fra Matador, det har dog ingen gang på jorden, de to deler kun afskyen for kogt fars.

Skolen lever videre på hylden i mit skab, men Aggi Nordstrand er død, for vi mennesker er mere forgængelige, end de ting vi omgiver os med.
Jeg håber, skolestuen også vil overleve mig og ende hos en ny ejer, som kan værdsætte dens historie.

 

3 thoughts on “MIN GAMLE SKOLESTUE”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *