MIN GAMLE SKOLESTUE

skolestuenDen gamle skolestue

For en del år siden, fik jeg denne gamle skolestue, hvor gammel den egentlig er, ved jeg ikke, jeg ved bare, at den i 1931 tilhørte en pige ved navn Aggi Nordstrand.

Og hvorfra ved jeg så det?
Jo, det ved jeg, fordi der i skolestuens bogskab lå det fineste lille kladdehæfte med Aggis fulde navn og adresse, samt årstallet 1931.

Aggis kladdehæfter.

Der lå faktisk mange små kladdehæfter i bogskabet, for i 1931 havde skolen mange elever, og alle skulle jo lære at læse og skrive, og skolens piger skulle yderligere undervises i sy- og strikning, deres strikketøj ligger da også stadig i de små grønne poser, som hænger på knagerækken ved siden af bogskabet.

Andre af de mange kladdehæfter, som lå i det store bogskab.
pigernes-haandarbejdsposer-og-strikketoej
Pigernes håndarbejdposer og strikketøj.

Her følger et par nærbilleder af skolestuens indretning, lærer Andersen og de mere eller mindre artige elever.
For i enhver skoleklasse finder man jo både artige og mindre artige elever, og herunder står skoles mest uvorne unge og skammer sig under billedet af Christian d.9 og dronning Louise, ”Med Gud for ære og ret” siger kongen, og den skamfulde dreng bøjer nakken under kongens strenge blik.

skolestuen-set-mod-det-store-bogskab
Skolestuen set mod det store bogskab.

 

skolestuen-set-mod-laerer-andersens-kateter
Skolestuen det mod lærer Andersens kateter.

Jeg fandt i sin tid billedet af Christian d.9, ”Europas svigerfar”, på et loppemarked i Forum, og jeg syntes, det passer perfekt på skolens væg, for her støtter man op om de gamle dyder – Gud, konge og fædreland er på skemaet, og vil man ikke høre, må man føle!

europas-svigerfar
Europas svigerfar.
prygl-med-pli
Opfør dig ordentligt, ellers …!

Men nu tilbage til Aggi, for jeg har ofte tænkt på, hvem hun mon var, og hvad der senere blev af hende.
Og en dag fik jeg den geniale idé at søge oplysning via Facebookgruppen ”Gamle København”, for Thingvalla Allé ligger jo på Amager og dermed inden for gruppens interesseområde, derfor kunne viden meget vel findes blandt gruppens medlemmer.
Som sagt så gjort, jeg eftersøgte Aggi fra Amager i ”Gamle København”, og der gik da også kun et splitsekund, så skrev et medlem:
Jeg kender hendes bror Knud, han er min gudfar”!
Og få minutter efter kom en slægtsforsker til, han havde allerede fundet frem til hendes forældre og de tre søskende, han gav mig navne og fødselsdato på hele familien.
Det viste sig, at faderen var grosserer i trikotage, han og moderen boede ikke sammen, men var dog gift, moderen var kun 17 år, da hun fødte sit første barn. Mange oplysninger strømmede ind, til sidst kom der endog et billede af en aldrende Aggi.

aggi-paa-sine-aeldre-dage
På billedet ses Aggi i rødt, i selskab med to ukendte herrer.

Og om Aggi kunne fortælles, at hun senere blev en del af ”Martinus Selskabet”, et åndeligt fællesskab, som jeg ikke kan gøre nærmere rede for, jeg ved bare, at det er herfra, hendes foto stammer.

Det blev en usædvanlig sjov og hyggelig tråd i ”Gamle København”, jeg har gemt den i sin fulde længde. Alle oplysninger og kommentarer ligger nu i skolestuens bogskab, for jeg tror, den næste ejer vil syntes, det er spændende læsning.

Men nu har denne lange smøre skærpet appetitten, lærer Andersen har ringet ud og fundet madkasse frem … uhm, hans kone har smurt ham en æggemad, vist også et stykke med ost og et med pølse, hun smører ALDRIG madder med kødrand, for hun kender hans følelser for kogt fars.

laerer-andersen-har-fundet-madkassen-frem
Lærer Andersen har fundet madkassen frem.

Måske kunne nogen forveksle denne skoles lærer med kollegaen fra Matador, det har dog ingen gang på jorden, de to deler kun afskyen for kogt fars.

Skolen lever videre på hylden i mit skab, men Aggi Nordstrand er død, for vi mennesker er mere forgængelige, end de ting vi omgiver os med.
Jeg håber, skolestuen også vil overleve mig og ende hos en ny ejer, som kan værdsætte dens historie.

 

Mit Madam Blå legekøkken

1
Den gamle vitrine på væggen i vores køkken … et køkken i køkkenet.

Først i 70`erne, dengang jeg var ung og nygift, var det blå køkkentøj i høj kurs. Mine veninder og jeg var på evig jagt, vi endevendte lofter, kældre, garager og udhuse, og ribbede familiens ældste for alt hvad de ejede.
Min mormor mistede meget, men hun var nu meget godt tilfreds, for nu kunne hun med god samvittighed erstatte de gamle ting med noget langt mere praktiske i plast.

Men samtidig med det jeg scorede fra de gamle i familien, fik jeg – ganske uventet – også lagt grunden til mit store Madam Blå legekøkken, og det kan jeg takke min svigermor for.

2
Den lille Tove, som siden blev min svigermor.


Hun havde bemærket min interesse for blåt køkkentøj, og en dag fortalte hun, at hun som barn havde haft et lille bitte spritapparat og lidt køkkenudstyr i dukketørrelse, stort set magen til det, jeg netop havde købt.
Sammen med sin mormor havde min svigermor bagt masser af bittesmå pandekager og æbleskiver på det lille spritapparat.
Hun havde elsket sine potter og pander lige så højt, som hun havde elsket sine rulleskøjter, og det siger ikke så lidt, for de rulleskøjter sad faktisk på hende hele den snefrie del af året.

Jeg var ved at gå til, da hun fortalte, at hun stadig havde de små køkkenting, og at jeg måtte få dem, hvis jeg ville, for hun gad ikke bage flere pandekager.
Vi fandt en stige, og fra øverste hylde, bagerst i spisestuens høje skab, hentede hun en gammel skotøjsæske frem.

 

3
Hvad den gamle skotøjsæsken gemte på … !


Jeg glemmer aldrig den dag, for i æsken lå den yndigste lille tekande, den kæreste lille vandkedel, en æbleskivepande, en stegepande, en tesi, et rivejern, en gryde med låg og et lille spritapparat. 

Jeg blev grænseløst lykkelig, da hun forærede mig det hele.

Dengang i 70`erne anede jeg ikke noget om gammelt legetøj, det kom derfor helt bag på mig, at det blå køkkentøj også eksisterede i denne størrelse.
Det var kærlighed ved første blik, og min svigermors lille samling fik de næste fire år hæderspladsen i vores nye lejlighed og senere endnu en hædersplads i det hus, vi flyttede til.
Og der stod det i mange år, uden jeg på noget tidspunkt gjorde mig forestilling om, at man kunne udvide samlingen.

Men en dag på loppemarkedet i KB-Hallen mødte jeg Ulla Louby, og det møde ændre mit liv.

 

4
Livet er og bliver én eneste stor opvask 🙂


Jeg anede stadig intet om gammelt legetøj, men var stærkt draget af det, og blev meget glad, da Ulla inviterede mig hjem for at se hendes store samling.

Hjemme hos Ulla blev jeg fuldstændig overvældet over, at der fandtes så mange vidunderlige ting. Hun havde de skønneste dukkehuse og dukkestuer, hylde efter hylde, men dejligst af alt var et køkken fyldt med blåemaljeret køkkentøj.
Jeg havde aldrig set noget så vidunderligt, jeg fik sorte pletter for øjnene og hjertestop, og besluttede på stedet, at sådan et køkken måtte jeg eje. Om jeg så skulle gå fra hus og hjem og klæde mig i sæk og aske, så MÅTTE jeg bare eje et tilsvarende køkken.
Jagten gik ind.

 

5
Nummer to kande på den øverste hylde er det eneste legetøj efter min mormor, født 1898. De musselmalede tallerkener, sovsekande og fad har tilhørt tante Ingeborg, født 1908.


Jeg besøgte et utal af loppemarkeder. Jeg har trasket kilometer efter
kilometer mellem alverdens rod og ragelse, men jeg fandt ikke ret meget af det, jeg søgte. Til sidst måtte jeg sande, at dette var ikke vejen frem.
Jeg besluttede at søge videre på auktioner, og da meget af det blå køkkentøj stammer fra tyske fabrikker, koncentrerede jeg først og fremmest min søgning om tysk eBay.

Og det gav pote. I løbet af ganske kort tid fik jeg sat økonomien overstyr, men også samlet det meste af det, jeg kendte fra diverse bøger om gamle legekøkkener – altsammen ting, man ikke kan lever foruden 🙂

 

6
Sæbe sand og soda, en af de mere pebrede fund fra tysk eBay.


Desværre manglede jeg selve køkkenet, men sådan et dukkede aldrig op, i hvert fald ikke et jeg var tilfreds med, og tiden gik.

Så en dag faldt Jan over en gammel køkkenvitrine, som lå kasseret ved et hus under renovering.
Han fik den med hjem, og jeg kunne straks se, at den kunne bruges til min samling. Jeg kunne ganske vist ikke indrette et rigtig køkken i den, men jeg kunne lave opstillinger, hvor jeg kunne placere mine ting, så de kunne ses på den rigtige måde.

 

8
Spisekammeret.

Jeg gik i gang med papir og blyant, og skitserede de skabe, borde og hylder, jeg kunne tænke mig, og så gik Jan i gang med projektet, mens jeg forkælede ham med ros og rødvin, og hjalp til hvor jeg kunne.
Og undervejs fik han flere gode ideer, han lavede et herligt spisekammer, to fine Dannebrogsvinduer samt faldstammer og vandrør, nøjagtig som man kender det fra gamle bylejligheder.
Til sidst blev hele molevitten malet køkkenblåt og hvidt, som i køkkener fra ”dengang”.

I mellemtiden havde jeg fundet en masse små porcelænsgreb, der var til samtlige køkkenlåger og skuffer. Jeg fandt også et gammelt flueskab, en af de få ting, som stadig manglede i mit køkken.
En “antik” dug med blåt broderi blev herefter syet om til gardiner, og blondekanten fra min mormors gamle lysedug blev klippet til, og sat fast hylden øverst i skabet.

 

9
Det musselmalede kaffestel med de bittesmå kopper.


Et lille musselmalet kaffestel kom til, kopperne er bare 2,50 cm høje, så hele stellet passede perfekt til de øvrige ting i vitrinen.
Til sidst blev skuffer og skabe fyldt op, det samme blev spisekammeret og det gamle flueskab.
Jeg var ved vejs ende.

Hvis man leder længe nok, kan man finde næsten alt. Jeg fandt meget af min samling på tyske auktioner, det har kostet en bondegård, men det har været det hele værd.
Min svigermor lagde grunden til projektet, hun er fra 1918, og fik sit lille spritapparat og de små køkkenredskaber omkring 1922. Men i skabet er der også flere små ting fra Tante Ingeborgs barndom og en enkelt fra min mormors.
Det meste inventar er fra 1910-1920, dog er komfuret fra årene omkring 1940.

 

005


Jeg elsker det køkken, og jeg elsker historien, minderne og fællesskabet bag projektet.
Når jeg er død, forlanger jeg, at min søn og svigerdatter hænger skabet op på hæderspladsen i deres hjem – hører I efter, I to?

Nej, de to hører ikke efter, måske skulle jeg ønske mig en datter til jul, en “legetøjstosse”, som vil gå med mig på loppemarked, og jævnligt give en hånd med i hus og have.